Grøn kuratering er fremtiden

Trapholt_Foto: Kenneth Stjernegaard
Del artikel:
Af Berit Villadsen

Kulturinstitutioner har flere knapper at skrue på i den grønne omstilling. Trapholt har som det første danske museum kortlagt sit CO2-aftryk.

Behøver kunstneren at komme til åbningen af udstillingen eller kan vi nøjes med værket, fordi kunstnerens flyvetur er en CO2-belastning?

Skal vi kun have videoværker og ikke genstande fra Kina og Afrika? Og kan vi genbruge udstillingspodiet fra sidst?

Det er nogle af de spørgsmål medarbejderne på kunst- og designmuseet Trapholt løbende diskuterer efter museet i 2022 begyndte at arbejde med grøn omstilling med henblik på at blive en CO2-neutral virksomhed. Det fortæller Karen Grøn, som er museumsdirektør på Trapholt, som ligger ned til Kolding Fjord.

Ifølge museumsdirektøren valgte Trapholt i 2022 som det første danske museum herhjemme at kortlægge museets samlede CO2-aftryk blandt andet ved hjælp af Erhvervsstyrelsens klimaberegner. Museet læner sig blandt andet op ad erfaringer fra udenlandske museer som Tate Museum i London og Moderna Museet i Stockholm, som har arbejdet med grøn omstilling i længere tid.

Hvorfor har Trapholt som mål at blive CO2-neutral?

- Klimakrisen viser, at det er nødvendigt, og vi kan lige så godt komme i gang, for der kommer sikkert et lovkrav lige om et øjeblik. Men vi gør det også, fordi det er det rigtige at gøre. Som kulturinstitution har vi et ansvar for at vise, hvordan man er i verden, siger Karen Grøn.

Vi diskuterer meget om, hvorvidt vi skal ”kuratere grønt”, og om vi kan genbruge materialer fra en udstilling.

Museumsbesøg belaster som 3,9 kg oksekød 

Kortlægningen af Trapholts CO2-aftryk omfatter blandt andet udstillinger, samlingsvaretagelse, drift, bygninger, butik og administration.  

CO2-regnskabet viser, at museet - fraregnet museumsgæsternes transport til og fra museet- i 2022 samlet set tegner sig for 1.074 ton CO2. Fordeles Trapholts samlede CO2-aftryk på museets godt 100.000 gæster, svarer det til 75,4 kg CO2 per gæst eller 3,9 kg oksekød per museumsbesøg.  

Er det ikke ret meget, at et museumsbesøg hos jer svarer til at spise 3,9 kg oksekød? 

- Jo, det kan man sige. Det fortæller noget om, at vi har et meget højt forbrug i vores verden, og det er vi måske ikke så bevidste om. Vi er et eller andet sted blinde over for vores forbrugeraftryk, og det kan vi bruge den her CO2-måling til at blive bevidste om, siger Karen Grøn. 

Ifølge museumsdirektøren var det en bevilling fra Augustinusfonden, som gjorde det muligt for Trapholt at ansætte en dedikeret projektleder i 2022 til at drive den grønne omstilling og få foretaget en analyse af museets direkte, indirekte og afledte CO2-aftryk.  

- Som kulturinstitution har vi et ansvar for at vise, hvordan man er i verden, siger museumsdirektør for Trapholt, Karen Grøn Foto: Réne Mastrup

Klima versus mangfoldighed 

Karen Grøn fortæller, at Trapholt endnu ikke har nået at indregne parken i sit CO2-regnskab, som givetvis ville kunne sænke det samlede aftryk. Parkens CO2-aftryk vil ifølge museumsdirektøren ikke ændre på, at Trapholt også i fremtiden fortsat vil kigge på museets CO2-aftryk isoleret set fra parkens.  

Det sker for at skabe en forandring til det bedre, fortæller Karen Grøn. Ifølge museumsdirektøren er udstillingsproduktionen klart den tungeste post i museets CO2-regnskab. 

- Vi diskuterer meget om, hvorvidt vi skal ”kuratere grønt”, og om vi kan genbruge materialer fra en udstilling til opbygningen af en anden eller f.eks. kun bruge et værk frem for tre af en enkelt kunstner. Det tænker vi meget over. Vi er i proces, men vi er bestemt ikke i mål, siger Karen Grøn. 

Arbejdet med den grønne omstilling har blandt andet betydet, at Trapholt har investeret i ny affaldssortering, et nyt materialedepot og et nyt inventarregister, som kan understøtte processen med at genbruge podier og øvrige materiale fra udstillinger.   

En måde at lette museets CO2-aftryk kunne være kun at fravælge værker fra områder uden for Europa og kun bringe videoværker fra f.eks. Asien og Afrika. Men den tanke stritter på Karen Grøn.  

- Vi har som museum en forpligtelse til at vise verdens mangfoldighed i vores internationale udstillinger, og det ville være umanerligt trist og meget fejlagtigt, hvis man kun så europæiske værker i vores udstillinger og fik opfattelsen af, at de kun kan lave videoværker i Afrika. 

Trapholt Foto: Jakob Vingtoft

Grønne museer bliver fremtiden 

Alternativer til fly er også blevet en naturlig ting for Trapholts medarbejdere at overveje. Tidligere tog museumsdirektøren gerne flyet frem og tilbage til London samme dag på arbejdsvisit. I dag rejser hun sjældnere til den britiske hovedstad i arbejdsøjemed, og når hun tager afsted, er det i længere tid. Hun roser sine medarbejdere for at støtte op om museets grønne strategi. 

- Mit råd til andre museer er, at den grønne omstilling ikke må blive en sur pligt. Det skal være en god oplevelse, og det er vigtigt ikke at presse medarbejderne. Sørge for, at det er medarbejderne selv, der melder ind, og gør det i et tempo, de kan følge med i, siger hun. 

Hun oplever en stigende interesse for den grønne omstilling blandt hendes museumskolleger, blandt andet når hun holder oplæg om Trapholts indsats på området. 

- Jeg er sikker på, at grøn omstilling og udarbejdelse af CO2-regnskab om få år er noget, vi alle sammen tager højde for, på samme måde, som at vi i dag får lavet revision på alle vores regnskaber, siger Trapholts museumsdirektør. 

Charter for grøn omstilling af danske museer 

Ifølge Museernes Grønne Akademi har Trapholt og 23 andre danske museer tiltrådt ’Charter for grøn omstilling af danske museer’ og forpligtet sig på inden for et år at arbejde hen imod en CO2-neutral fremtid på fire områder;  

  • Organisering: museet integrerer den grønne omstilling i arbejdet mellem forskellige faggrupper og fagligheder, herunder også i museets strategi. 
  • Kommunikation: museet kommunikerer tydeligt dets ambitioner, succeser og udfordringer og udbreder kendskabet til bæredygtige løsninger i branchen. 
  • CO2-regnskaber: museet beregner dets CO2-udledninger og opstiller konkrete reduktionsmål. Museet forpligter sig til at være CO2-neutral i 2050 i tråd med Parisaftalen. 
  • Efteruddannelse: museet forpligter sig til løbende at efteruddanne og opkvalificere dets medarbejdere inden for grøn omstilling og bæredygtig udvikling - f.eks. indenfor områder som bæredygtig udstillingsproduktion, præventiv konservering, klimastyring, bygningsdrift, bevaring m.m. 

 

Fakta om Trapholt 

Trapholt er museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design i Kolding.

Museet ejer blandt andet en stolesamling på mere end 600 stole fra det 20. århundrede.

Trapholt havde i 2023 101.302 besøgende, 22 procent af gæsterne var gengangere. Ifølge museet har besøgstallet ligget stabilt på omkring 100.000 de seneste år.  

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}